8. arrangement hed "ULD - FÅR - HUND", og var et besøg på Danmarks snart eneste tilbageværende uldspinderi, der er beliggende ved Hesselager på det sydøstlige Fyn.
Arrangement nr. 8 :
ULD - FÅR - HUND + DANMARKS STØRSTE STEN
Interesser du dig for uld ?
Interesser du dig for hunde eller får ?
Interesser du dig for nationale natur- og kultur historiske seværdigheder ?
Så se her:
HeOF arrangerer en rundvisning på Hjelholts Uldspinderi. Hjelholts Uldspinderi er reelt det eneste sted i Danmark, som kan karte og spinde uld for private fåreavlere (og hundehold).
Hvis vejret ellers tillader det, og stemningen er til det, så tager vi omkring Danmarks største sten - Dammestenen - der ligger lige i nærheden, på vej hjem, hvor HeOF er vært med en kop kaffe/kakao .. eller noget ;-)
Uldspinderiet
En rundvisning i spinderiet omfatter en gennemgang af garnproduktion fra ulden kommer ind i spinderiet som nyklippet råuld, og til den forlader spinderiet som færdigt strikkegarn.
Ofte afslutter der med en tur på marken ved spinderiet, hvor vi fortæller om vore arbejdende hyrdehunde og giver en lille demonstration af hvordan vi arbejder med får og hunde. Hundedemonstrationen er en bonus, som aflyses hvis vind og vejr driller - feks. ½ m sne (og der er ingen refusion hvis dette sker).
I alle tilfælde vil der være mulighed for at komme i uldbutikken, og måske lade sig friste af nogle af deres mange uldne produkter, bøger og udstyr som de har i butikken.
En rundvisning i spinderiet tager omkring 45 min. Dertil kommer hundeopvisning og den tid der måtte forbruges i butikken, så afsæt 1½-2 timer + evt. til en kop kaffe ude ved Dammestenen.
Tid og sted
Lørdag den 2. marts 2013 kl. 13:00
Svendborg Landevej 43, 5874 Hesselager
Pris 100,- pr person. Arrangementet gennemføres kun med min. 10 deltagere.
Bindende tilmelding og betaling senest: 1. februar 2013
Konto nr. 1551 / 1073 3413 (Danske Bank)
Oplys navn og antal deltagere sammen med indbetalingen.
Historie
Hjelholts Uldspinderi er en gammel familievirksomhed, som altid har været i Familien Hjelholts varetægt. Spinderiet blev grundlagt i 1878. Dengang var grundlaget spinding af uld for bønderne i nærområdet. Igennem tiden har forretningen ændret sig efter hvilke muligheder, der bød sig, for at man kunne overleve.
Da Henrik Hjelholts oldefar i 1878 begyndte at spinde uldgarn for de lokale fåreholdere, var Hjelholts Uldspinderi langt fra det eneste i Danmark. Men i dag har uldspinderiet ved Svendborg Landevej nord for Hesselager en særstatus.
“Vi er efterhånden det eneste uld-spinderi i Danmark, som private fåreavlere kan sende eller aflevere deres egen uld eller mohair til for at få det kartet og spundet. Og reelt er der to spinderier i Danmark, som spinder strikkegarn. Det er os og ét i Skive”. Det fortæller 44-årige Henrik Hjelholt, som overtog spinderiet fra sine forældre, Rigmor og Ole Hjelholt, i 1996.
“Maskinerne på uldspinderiet er ret gamle. Nogle af dem er i hvert fald. Kartemaskinerne og den gamle selfaktor-spindemaskine er fra begyndelsen af 1940’erne. De øvrige maskiner, som vi producerer uldgarn på i dag, er noget nyere og fra omkring 1960-70. De gamle maskiner ville være urentable i en moderne tekstilproduktion. Produktionen her på uldspinderiet er derimod en nicheproduktion. Vi laver mindre produktioner og mere specielle produktioner, som den moderne industri ikke kan håndtere. Det er vores niche.”
- Artikel fra Fyens Stiftstidende
Vel mødt!